Søg
Close this search box.

Optænding og korrekt fyring

Vær sikker på, du gør det korrekt. Optændingsfasen er utrolig vigtig for at få en velfungerende brændeovn,
idet en god optænding hurtigt skaber en rigtig forbrændingstemperatur og et godt skorstenstræk.

Guide: Sådan fyrer du korrekt i din brændeovn

1: Læg 2 stykker større brænde (5-8cm tykke) med barksiden nedad i bunden af brændkammeret.

2: Ovenpå lægger du 12-14 optændingspinde som et lille tårn med god luft imellem.

3: Mellem de øverste pinde lægger du 1-2 optændingsruller/poser.

4: Antænd optændingsrullerne/poserne, så træet brænder oppefra og ned. Det kalder man også at tænde op i toppen. Lad lågen stå lidt på klem.

5: Efter ca. 10 minutter, eller når man tydeligt kan mærke varmen 15-20 cm fra ruden, lukkes ovnlågen.

6: Når ilden er brændt til gløder, er det tid til at lægge nyt træ på.

blank

Vigtigt at huske

ÅBEN ALDRIG lågen mens der er flammer! Er der flammer, er der gasser – er der gasser, er der røg – er der røg, vil det komme ud, når lågen åbnes!

Ovndøren åbnes forsigtigt 1-2 cm og kan efter ca. 5 sekunder, åbnes helt. Der kan nu lægges 2-3 stykker tørt træ på ovnen – det kan evt. være en fordel at fordele gløderne, inden træet lægges på glødelaget.

Når man har lagt brænde på første gang, kan lufttilførslen reguleres, således at den passer til den mængde træ, man har lagt på. Start altid med meget luft. Er der ikke ordentligt træk eller glødelag, når der lægges mere brænde på, skal der skrues op for luften.

Tip: Skru først ned for lufttilførslen, når flammerne bliver lyse og blålige.

  • Tænd op i toppen, da du på denne måde sparer miljøet for op til 80% af partikeludledningen i optændingsfasen. (Link: Braendefyringsportalen)
  • Brug altid en eller flere optændingsblokke (parafin) og masser af tørt træ, som er kløvet i små stykker.
  • Brug aldrig avispapir til optænding. Bemærk, at et mindre askelag i bunden af ovnen er godt for forbrændingen, da det er med til at isolere brændkammeret.

Grundregler til korrekt optænding af brændeovn

Gode råd til, hvordan din fyring i brændeovnen bliver bedst mulig, så du kan tænde op uden problemer

1: Brug rent og tørt træ

Vådt træ giver dårlig forbrænding og meget røg. Fyr aldrig med affald i din brændeovn – garantien bortfalder. Fyr ikke med energi eller petrokoks – det indeholder svovl, der ødelægger ovn og skorsten. Produktet er fremstillet af olieaffald og hører ikke til i brændeovne.

Fyr ikke med trykimprægneret træ – selv små mængder indeholder syre, der ødelægger ovn og skorsten. Tørt træ betyder både, at det ikke er vådt af regnen, men også, at dets naturlige vandindhold er bragt ned på maksimalt 18-20%.

Under Træ – Naturens egen varmekilde kan du se hvilke træsorter, det er bedst at fyre med.

Det tager typisk 1–2 år at tørre træet, forudsat at træet er lagret korrekt – gerne så vinden kan komme imellem brændet.

2: Sørg for rigeligt luft

For lidt luft giver sundhedsskadelige partikler i røgen. Herved dannes der sod på ruden, i ovnens indre, i skorstenen osv. Derfor skal du huske, at der skal godt med luft til, når du tænder op i din brændeovn.

3: Fyr ALDRIG med åben askeskuffe

Garantien bortfalder, og ovnen brænder ikke optimalt. Den meget høje varme, der opnås ved åben askeskuffe, ødelægger bl.a. ruden i lågen, da keramisk glas ikke kan tåle temperaturer over 600 C°. 

4: Fyr lidt af gangen

Når du fyrer op i brændeovnen, skal ilden have fat i brændslet, så temperaturen hurtig bliver høj. Større stykker træ har megen masse og lille overflade, hvilket bevirker, at det tager for lang tid at få kernetemperaturen op. Resultatet kan derfor være, at brændslet bare ligger og ulmer i stedet for at brænde.

Brændet bør ikke være længere end 30cm og ikke tykkere end en mands underarm. Hvis du anvender 2-3 stykker træ pr. indfyring, opnås den bedste forbrænding.

5: Forsøg ALDRIG ”at fyre over”

Træ skal have luft for at brænde korrekt. Begrænses lufttilførslen fører det til, at træet vil ligge og afgive gasser, men disse vil ikke blive antændt. I stedet forurener de ovnen og skorsten – og kan medføre løbesod* og skorstensbrand.

6: Gå ud og tjek

Røgen fra skorstenen skal være næsten usynlig – Hvis der er for meget røg, og der lugter grimt, gør man sandsynligvis noget forkert. Spørg skorstensfejeren eller forhandleren om råd.

På Miljøstyrelsens hjemmeside www.mst.dk kan du læse mere om optænding og korrekt fyring af din brændeovn.

*Løbesod

Løbesod opstår ved for lav forbrændingstemperatur og/eller vådt træ.

Løbesod giver stor risiko for skorstensbrand. Løbesod genkendes som en brun, klæbrig masse. For lav forbrændingstemperatur opstår, fordi der ikke tilføres tilstrækkeligt med luft til brændkammeret i forhold til mængden af træ, eller fordi der bliver lagt for lidt træ på i forhold til brændkammerets størrelse.

Nederlandse taal

België
blank
blank

Laat de website zien in het Nederlands (Belgisch-Nederlands)

Langue française

Belgique
blank
blank
Affichez le site web en français belge.