blank

4. adventstip: Sådan fyrer du korrekt

Glædelig fjerde søndag i advent. Det er jul lige om lidt, så det er tid til vores sidste adventstip. Måske har du allerede haft gang i brændeovnen, men er i tvivl om, om du fyrer korrekt. Derfor har vi samlet nogle gode råd, så du kan nyde din brændeovn – også i julen.

Her får du 5 tips, der kan hjælpe dig til at blive mesteroptænder.

5 tips

1. Brug rent og tørt træ

Undgå at fyre med vådt træ, da det giver en dårlig forbrænding og meget røg. Man skal heller ikke fyre med aviser, reklamer, affald eller behandlet træ, men i stedet bruge tørt brænde. Du kan eksempelvis teste, om brændet er tørt ved at bruge TermaTech fugtmåleren (kan findes her). Fugtigheden skal være mellem 12 og 20%. Så får du den allerbedste forbrænding, der er god for miljøet.

2. Sørg for rigelig luft

Træ skal have luft for at brænde korrekt. Begrænses lufttilførslen kan det føre til, at træet vil afgive gasser, der påvirker ovnen og skorstenen negativt og kan medføre løbesod og skorstensbrand. Så nedsættes levetiden på brændeovnen, og det er der jo ikke meget hygge over. Husk derfor: Rigelig luft i ovnen.

3. Tænd op i toppen

At tænde i toppen betyder, at du lægger nogle brændestykker i bunden og små pinde oven på. Mellem de små pinde lægger du optændingsposer eller -ruller og sætter ild til dem. Når ilden brænder oppefra og ned, bliver gasser og partikler brændt af inde i brændeovnen, inden de kommer ud af skorstenen. På den måde kan du reducere partikeludledningen med mellem 50-80 % i optændingsfasen.

4. Fyr lidt ad gangen

Hvis træstykkerne er for store, tager det for lang tid at få kernetemperaturen op. Ilden kan ikke få fat, og brændslet ligger og ulmer i stedet for at brænde. I stedet kan man med fordel bruge mindre stykker brænde i starten, så ilden kan få godt fat og temperaturen dermed hurtigt bliver høj.

5. Gå ud og tjek

En god måde at tjekke fyringen på, er ved at kigge på røgen. Den skal være næsten usynlig, og ikke lugte grimt, ellers er der noget galt.

 

Værd at vide

Hvis du vil vide mere om, hvordan man tænder op på den bedst mulige måde, kan du læse mere under optænding og korrekt fyring. Om din brændeovn er fra TermaTech eller ej, kan du finde brugbare informationer om vedligehold, fejlfinding, typiske problemstillinger og meget mere.

Vi håber, I nyder den sidste søndag i advent, og hygger jer foran brændeovnen. God 4. søndag i advent og rigtig glædelig jul.