Nyheder

fredag, 24. juli, 2020

Guide til brændekløvning

Det er skønt at nyde synet af flammerne i brændeovnen, men før du når så langt, skal dit brænde være i orden.

Når du kløver dit brænde, sikrer du, at brændestykkerne er den rigtige størrelse i forhold til brændekammeret i din ovn. Derudover forkorter du træets tørretid betydeligt, når du kløver det i mindre stykker. På den måde får det nemlig flere åbne overflader uden bark, som vandet kan forsvinde ud af.

Vi giver dig her en guide til, hvordan du kan kløve dit brænde både sikkert og effektivt.

 

Husk sikkerheden

Når du skal kløve dit brænde, skal du først og fremmest være opmærksom på sikkerheden. Hvis du ikke har styr på sikkerheden, kan det gå alvorligt galt, når du svinger øksen rundt.

Tag gode sko på, helst sikkerhedssko med en hård snude. Derudover er det vigtigt at stå med godt spredte ben og et stykke tilbage fra huggeblokken. På den måde mindsker du risikoen for at ramme dine ben, hvis øksen rammer forbi brændestykket.

Derudover er der flere ting, du kan gøre for at gøre brændekløvningen så effektiv og let som muligt. Det er først og fremmest en god ide at have værktøjet i orden. Hvis du ikke allerede har det, så anskaf dig en god økse med en bred kile. Det gør det nemmere at flække træet.

Det er heller ikke ligegyldigt, hvordan du vender brændestykket, når du vil kløve det. For de fleste træsorter gælder det, at det er nemmest at kløve oppefra og ned i den retning træet stod i naturen, før det blev fældet.

 

Opbevaring af brændestykkerne

Når du har kløvet dit brænde, er du godt på vej mod at kunne bruge det i din brændeovn, men det skal have tid til at tørre helt, inden du fyrer op med det. Tørretiden kan være helt op til 2 år afhængigt af størrelsen på brændestykket og træsorten.

Det er en god idé at opbevare brændet udendørs under et halvtag eller under en presenning, hvor det kan ligge i læ for regnen. Hvis du er i tvivl om, hvornår dit brænde er tørt nok, kan du bruge en fugtmåler til at måle vandindholdet i træet. Fugtigheden må højst være 18%.

God fornøjelse med brændekløvningen!

Vidste du, at TermaTech har 45
brændeovnsforhandlere i Danmark?