Nyheder

onsdag, 20. maj, 2020

Undgå disse 4 fejl, når du fyrer

Det er skønt at fyre op i brændeovnen og lade hyggen brede sig, men hyggen kan hurtigt fordufte, hvis du fyrer forkert.
Ved forkert fyring risikerer du at sende røgpartikler ud i luften, der er skadelige for både helbredet og klimaet. Det er derfor vigtigt, at du sørger for at fyre rigtigt og undgå forurening.
Vi har her samlet 4 typiske fejl, som mange begår, når de fyrer op i brændeovnen. Læs med og find ud af, hvordan du undgår dem.

  1. Du bruger ikke det rigtige brænde

Den første fejl, som mange begår, er at bruge brænde, der ikke egner sig til at komme i brændeovnen. Du må ikke smide reklamer, æggebakker og andet emballage i brændeovnen, da disse afgiver skadelige stoffer. Heller ikke forskelligt træaffald som paller eller gamle brædder er egnet til at blive brændt af.

Det er vigtigt kun at bruge helt tørt og rent brænde i den rigtige størrelse. Opbevar brændet et tørt sted og tag det ind i god tid, før du skal bruge det, så det kan afgive den sidste smule fugt.

  1. Du tænder op i bunden

En anden typisk fejl, der kan lede til forurening fra brændeovnen, er at tænde op i bunden. Hvis du tænder op i bunden af brændet, er flammerne fanget under træet og har ikke mulighed for at brænde de skadelige gasser af, før de når ud gennem skorstenen.

Når du tænder op, skal du lægge et par brændestykker med barksiden nedad i bunden af brændekammeret. Oven på disse lægger du nogle optændingspinde som et lille tårn med god luft i mellem. I det øverste lag af optændingspindene lægger du et par optændingsruller/poser, som du antænder. Herfra kan flammerne selv arbejde sig ned gennem resten af træet.

  1. Du tilfører ikke nok luft

En god fyrring kræver luft. Mange begår den fejl, at de holder igen med lufttilførslen, men ilden har brug for masser af ilt for at kunne brænde optimalt, og derfor er luft en afgørende faktor.
Hvis der er for lidt luft, vil røgen indeholde sundhedsskadelige og forurenende partikler, fordi temperaturen ikke når op på det punkt, hvor de skadelige partikler bliver brændt af.
Du skal derfor altid sørge for at åbne helt op for lufttilførslen, når du tænder op. Først når flammerne bliver lys gullige eller blålige kan du lukke lidt ned for lufttilførslen.

  1. Du åbner lågen for hurtigt

Du har fået godt gang i ilden og vil lige lægge lidt mere brænde på for at holde gang i den. Vent! Det er en typisk fejl at lægge nyt brænde på for tidligt og åbne lågen til brændekammeret for hurtigt.
Du skal først lægge nyt brænde på, når der ikke længere er flammer, men kun gløder. Ellers risikerer du, at der kommer røg ud i stuen, når du åbner lågen.

Når gløderne er klar, skal du også være opmærksom på, hvordan du åbner lågen. Åben den forsigtigt på klem i cirka fem sekunder, før du åbner den helt op. Så undgår du at trække røgfyldt luft med ud i rummet fra brændekammeret.

Vidste du, at TermaTech har 45
brændeovnsforhandlere i Danmark?